Når man træder ind i islam, ændrer alt sig på én gang — og midt i den forandring er det nemt at glemme de mennesker, man havde omkring sig i forvejen. Joe ser her tilbage på sin egen første tid som muslim og fortæller, hvad han ville have sagt til den Joe, der lige havde taget sin shahada: at familien, vennerne og kollegaerne ikke er noget, man lægger bag sig, men et forhold der skal plejes på ny.
Barmhjertighed går begge veje
Joe beskriver en fælles erfaring blandt konvertitter: man har set noget, som gør alt andet mindre vigtigt, og man vil så gerne dele det. Men iveren kan gøre en fartblind. De mennesker, man taler til, har ikke været igennem den samme proces — de står præcis dér, hvor man selv stod for et år siden.
Derfor handler det, som alt andet i islam, om barmhjertighed og tålmodighed. Ikke kun med sig selv, men i lige så høj grad med dem omkring en. Islam giver os selv redskaberne: forældrene har en ret over os, familien har krav på vores tid, og vi er pålagt at give dem den ret.
Sig ikke kun fra — tilbyd noget i stedet
Der er ting, man siger fra over for: julen, påskefrokosten, selskaber hvor der drikkes. Joes pointe er, at man ikke må stoppe dér. Siger man med den ene hånd “det her kan jeg ikke længere”, må man med den anden hånd sige, hvad man så tilbyder — så det står tydeligt, at det ikke er et fravalg af mennesket, men et tilvalg af noget andet.
Han fortæller om en bror, der ikke fejrer jul mere, men inviterer familien til brunch og backgammon-turnering den 24. om morgenen. Og han peger på den anden vej rundt: at invitere sin ikke-muslimske omgangskreds med til de islamiske højtider, bede om deres input og lade dem smage maden. Det er en kærkommen mulighed for at vise, hvad man fejrer, i stedet for kun at forklare, hvad man ikke længere gør.
Billedet
Videoens stærkeste øjeblik kommer til sidst. Joe sad og kiggede på et gammelt familiebillede fra tiden før han blev muslim — alle sammen glade, alle sammen smilende:
Den Joe, der er på det billede, er der ikke mere. Men de mennesker, der er på billedet også, de er der stadigvæk. Mere eller mindre præcis, som de var, da billedet blev taget.
Han er trådt ud af billedet. Men det var ikke deres valg, og de har ikke den indsigt, han har fået. Den erkendelse var hård, siger han — for den viste ham, hvor han selv havde været brutal frem for barmhjertig.
Vi siger til os selv, at man som ny muslim er som et nyfødt barn, der skal starte forfra. Den samme tålmodighed skylder vi de relationer, vi tager med os ind i det nye liv.