Islams syn på moral

“Det vigtigste er, at du er et godt menneske.” Sætningen lyder rigtig, men hvem afgør, hvad et godt menneske er? I dette oplæg, der følger op på oplægget om Guds eksistens, spørger Khalid, om mennesket overhovedet selv kan definere godt og ondt.

Moral der skifter med tiden

Det, der blev set som rigtigt for hundrede år siden, fordømmer vi i dag, og om hundrede år vil man se tilbage på vores tid på samme måde. Mennesket er et produkt af sin tid og sine omgivelser. Selv noget, alle er enige om, som at det er forkert at dræbe, bliver til uenighed, så snart det sættes ind i en konkret sammenhæng: selvforsvar, krig, straf.

Når konsekvensen afgør alt

Khalid tager fat i konsekvensetikken, altså tanken om at en handling er god, hvis den fører til noget godt. Problemet er, at alt så bliver til forhandling. Med det rette argument kan næsten alt retfærdiggøres, og i praksis ender den enkelte med at måle moral på, hvad der gavner én selv.

En objektiv kilde

For en muslim er svaret, at moralen må komme fra Den, der står uden for tid og sted og kender mennesket bedre, end det kender sig selv. Retledningen i Koranen og sunnah er ikke kun et påbud, men en barmhjertighed: et kort i en skov, man ellers ville fare vild i. Khalid slutter med en opfordring til konvertitter: Se på, hvilke tanker du har med dig fra før islam, så de ikke farver den måde, du læser og forstår islam på.