To omvendelser i den samme familie, syv år fra hinanden. Jibril var 15 år, da han tog sin shahada i en vens værelse. Hans far var 54, da han tog sin foran en imam med sønnen ved siden af sig. Mellem de to dage ligger en Koran under en hovedpude, et telefonopkald om Syrien, og en blodprop der næsten slog faren ihjel.
Spørgsmålene præsten ikke kunne svare på
Jibril gik i kirke hver uge. Han var i gang med at blive konfirmeret. Efter kirketid mødtes han med vennerne, og en af dem havde en bekendt der var muslim — en mand der foreslog at de sås en gang om ugen på café. Der var altid rigeligt at spise, og der blev talt om islam.
Han hørte om engle, om regnskabet efter døden, om gode gerninger og synder — begreber han ikke kendte, selv om han gik i kirke. Så begyndte han at gå til sin præst med de spørgsmål han ikke selv kunne besvare. Hvorfor synder vi ikke, når vi gør noget forkert? Svaret var, at vi er frelst fra fødslen. Det gav ikke mening for ham.
Han blev ved i månedsvis. Da han til sidst ikke længere kunne finde et modargument, var han nødt til at acceptere det som sandt. En aften sad han hos en kammerat og talte om islam, og kammeraten spurgte hvorfor han ikke bare blev muslim. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare. Så sagde kammeraten at han skulle gentage efter ham. Bagefter sad de og kiggede på hinanden, og kammeraten sagde tillykke og krammede ham.
Faren gav ham ti minutter
Jibrils forældre var netop blevet skilt. En dag ringede hans mor til faren: hun havde fundet en Koran hos deres søn, og hun var sikker på at han skulle til Syrien og være kriger. Hun bad faren om at ryste fornuft i ham.
Faren kaldte ham over. Sønnen har siden fortalt, at han var sikker på at få sit livs skideballe. I stedet fik han ti minutter, hvor faren ikke måtte afbryde, til at forklare hvorfor og hvordan. Faren afbrød ham ikke. Han hørte glæden i stemmen og så lyset i øjnene, og han nåede frem til at det ikke var hans opgave at sætte spørgsmålstegn ved det. Hans opgave som far var, at sønnen skulle være så lykkelig som muligt.
Over for resten af familien holdt Jibril det skjult i cirka to år. Han fastede i det skjulte og tog engang en bid af et æble foran sin far for at få lov til at gå ud til vennerne. Han var overbevist om, at hans forældre ville hade ham.
Da han endelig sagde det til sin far, rørte det ham dårligt nok. Jibril sad og græd — ikke over reaktionen, men fordi han havde været så bange for en helt anden. Et par dage senere sagde han det til sin mor. Hun blev tavs, tændte en cigaret, og spurgte så om han nu skulle ud og sprænge sig selv i luften. Det var 2011. Forholdet blev godt igen; hun begyndte at købe halalkød. Hans mormor kommenterer det stadig, femten år efter.
Blodproppen
I 2014 fik faren en blodprop i lungen. Han blev fundet alene i sin lejlighed efter halvandet døgn, da politiet brød ind. På hospitalet fik han at vide, at proppen var så stor at han burde have været død.
Bagefter turde han ikke lukke øjnene. Den første uge hjemme sov Jibril på en luftmadras i stuen, og der var lys i hele lejligheden. Faren tænker i dag, at sønnen bad for ham dengang, og at det er derfor han overlevede.
Et stykke papir med for og imod
Han manglede nogen at tale med. Først prøvede han kirken igen, men der sad tre-fire pensionister, og når præsten var færdig gik alle hver til sit. Så prøvede han et buddhistisk tempel, men der var heller ikke nogen at have fat i.
Til sidst spurgte han sin søn. Jibril og hans venner talte for hurtigt til at han kunne følge med, så de satte ham i stedet i forbindelse med en mand der kom hjem til ham nogle aftener i træk og forklarede tingene forfra.
Imens lå der et stykke papir på skrivebordet med to spalter: for og imod. Efterhånden kunne han ikke længere finde noget at skrive i imod-spalten, og han kunne ikke få øje på noget i det liv han levede, der ville være bedre end det han kunne komme til at leve. Til sidst stod der kun én ting tilbage på imod-siden: grisekød. Han var vokset op med frikadeller og fed sovs.
Aftenen i moskeen
Han ringede til sin søn og bad ham komme hjem. Jibril blev bekymret — faren lød alvorlig på en måde han ikke plejede — og troede der var sket et dødsfald. Da han kom, satte faren sig over for ham, knæ mod knæ, og sagde at han var blevet muslim. Jibril rejste sig op, krammede ham og græd.
Faren mente det godt kunne vente til dagen efter. Det blev det ikke. Der var en time til aftenbønnen, så han blev sendt i bad og i pænt tøj, mens sønnen ringede rundt til alle sine venner. Det eneste faren stod og tænkte på i badet var, at han lige havde brugt mange penge på pålæg på tilbud. Det endte hos Jibrils mor.
Det var november 2018, og han var 54 år. Da han vendte sig om efter at have taget sin shahada, stod der tyve-femogtyve mænd bag ham. Han havde ikke set nogen af dem komme ind. Den varme kalder han noget af det største han har oplevet — og han har mødt den samme siden, både i Tyrkiet og under umrah i Mekka.
Hvad det har kostet
Faren lægger ikke skjul på prisen. Vennerne fra før forsvandt, og han har i dag ingen venner der ikke er muslimer. Han havde ikke talt med sin egen far i seks år, da han døde, og hørte kun fra sin lillebror i forbindelse med begravelsen. Til et vælgermøde rejste han sig op og sagde at han var muslim, og han kunne mærke blikkene fra naboer der ikke kendte ham, hele vejen ud af døren.
Det svære er ikke reglerne i sig selv, siger han, men de ting der ligger dybt forankret fra et helt liv før. Musikken, for eksempel — han har spillet i orkester. Han er stadig ved at forstå nogle af tingene, og han skal samtidig være far for en datter der ikke er muslim.
Hun har til gengæld taget imod det hele. Hendes bryllup blev holdt uden alkohol og med halalmad, selv om svigerfamilien var utilfreds med at der ikke var en øl. Hun vil ikke selv være muslim, og det er i orden — hun omfavner alt det de andre gør.
Han beskriver sig selv som den samme som altid. Han tror bare på noget andet nu. Han siger, at han i alle årene som muslim ikke én gang har mistet besindelsen, selv om han fik stillet en ADHD-diagnose i fyrrene og altid har været hurtig på aftrækkeren. Han har tabt fjorten kilo for at holde sig i form til sine to børnebørn. Det er dem det handler om nu.
Den ene ting begge to peger på
Jibril var 15 og havde ingen at gå til. Han googlede og spurgte rundt, men ingen kunne svare. De første måneder bad han fajr i undertrøje, fordi ingen havde fortalt ham hvordan man skulle dække sig. Først som 17-18-årig fandt han ud af, hvem han kunne spørge.
Hans far stod med det modsatte problem: et helt liv bag sig, som skulle forstås på ny. Han fik en mentor, der satte sig ned med ham aften efter aften. Sønnen fik ingen.
Det er præcis det hul, Konvertitter i Danmark er sat i verden for at lukke. Se hvad vi tilbyder, eller læs de andres historier.
